Med en sejr over HIK og en knusende sikker ditto på 32-24 over PAN Håndbold, har herrernes hold 2 sikret sig oprykning til serie 1. Sejren i den afgørende oprykningskamp blev samtidig holdets største sejr i indeværende sæson efter en særdeles disciplineret indsats, hvor især forsvarsspillet og målmandspræstationen var iøjnefaldende. Angrebsspillet, tempoet og konditionen lader stadigvæk en hel del tilbage at ønske, men til gengæld var indstillingen og ærgerrigheden 100% på plads i samtlige 60 minutter.
Herre 2 har ellers leveret en temmelig svingende indsats igennem sæsonen, ligesom træningsfremmødet langt fra har været prangende. Men spillerne på holdet var skarpe og parate til opgaven, da det snerpede til. Det er således med stor tilfredshed, at herreafdelingen kan notere sig, at den første oprykning i afdelingen er på plads – det var vores klare mål inden sæsonen, at hold 2 skulle op. Men at hold 1 samtidig også har kvalificeret sig til at spille med om en plads i 2. division, er lidt en streg i regningen – her var ambitionen blot at stabilisere holdet midt i rækken og give de mange unge spillere hår på brystet. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, og nu går efter fuld gevinst.
Herre 1 spiller første kamp i Himmelev Hallen allerede søndag 27. april, klokken 15.30.
Første oprykning sikret hos herrerne
- Detaljer
- Skrevet af Super User