TIK var spillet helt ned under gulvbrædderne af Holbæk i 50 minutter, men en koncentreret slutspurt gav alligevel hjemmeholdet en smal sejr.
Kønt var det ikke. Især angrebsspillet manglede i den grad snert og tempo, og et langt stykke hen af vejen virkede TIK'erne låste og stive i attituderne. Om det var kampens vigtighed, der tyngede, og om forventningspresset udmøntede sig i præstationsangst, er ikke til at sige, faktum er bare, at det hverken var kønt eller godt.
Med små ti minutter tilbage af opgøret var Taastrup-drengene nede med fem scoringer, og Holbæk kunne have afgjort kampen. Men heldigvis ville keeper Kasper Lykke det anderledes. En redning på et straffekast endte nemlig med at sætte TIK tilbage på sporet igen. Og så vandt hjemmeholdet simpelthen de sidste 10 minutter med hele 8-1 - uden at Holbæk formåede at svare igen. Faktisk var det som om udeholdet løb helt tør for kræfter både fysisk og mentalt, og pludselig lykkedes alt bare for TIK'erne. En ekstremt forløsning for det unge mandskab, som nu er alene i spidsen af 3. division med fire points forspring til netop Holbæk. Og med kun seks kampe tilbage, betyder det, at TIK skal vinde de fire for at være helt sikre på at løse billet til at spille 2. division i den kommende sæson.