Efter et par middelmådige indsatser i slutningen af 2014, lagde TIK-herrerne ud med bål og brand i 2015, da Næstved blev smadret i årets første kamp
Netop Næstved havde TIK’erne store vanskeligheder med ved holdenes første møde i Taastrup. Især holdets playmaker Kim Jørgensen med ligaerfaring fra både Skanderborg og Århus var en kilde til evig uro. Og det var han også i søndagens opgør i Næstved Hallerne, men da Taastrup-drengene var i et sjældent set sprudlende angrebshumør, blev kampen aldrig spændende. Kombinationerne flød i et særdeles fornuftigt tempo igennem hele opgøret, og samtidig havde spillerne stor disciplin i forhold til de taktiske aftaler - kombineret med en høj træfsikkerhed foran Næstveds mål. Det resulterede i hele 35 scoringer fra de blåblusede, og det kunne såmænd godt være blevet til lidt flere. Til gengæld var Næstveds 27 mål en anelse i overkanten. Ganske vist råder Sydsjællænderne over et glimrende spillermateriale, som især er godt skydende fra distancen, men det er let at læse, hvad spillerne gerne vil, og det burde TIK i højere grad have straffet.
Men en stor sejr og to fine points til kontoen, som qua de relativt mange overskydende mål sender TIK op på førstepladsen i 3. division, dog stadigvæk delt med Holbæk, og med Lammefjorden halsende lige efter.
TIK skal allerede i kamp igen fredag på hjemmebane, hvor FIF 2 kommer på besøg. Kampen begynder kl. 19.30.